Imân - (troen på Allâh)

Bismillahi Ar-Rahmane'r Raheem - (I Allâh, Den Nådige, Den Barmhjertiges Navn)
As-salâtu wa as-sallâmu ala Saiydinaa Muhammad, wa ala alehy aj-mâ'een.

Imân – (Troen på Allâh)

Troen på Allâh inbefatter fire områder:
1 – At Allâh eksisterer
2 – At Allâh er verdenens Rab
3 – At Allâh er verdenens Hersker og Forvalter
4 - At Allâh er den Gud, der tilbedes, og at ingen må tilbedes foruden Ham.

At Allâh eksisterer Det kræver ikke noget bevis, selvom de logiske beviser er mange, og flere har skrevet om dem. For halvtreds år siden skrev Sheik Jamal-Edin Alqasimi – (en syrisk lærd) en bog, som han gav titlen: ”Beviser for Guds Enhed”. I nyere tid er der skrevet bøger som ”The evidence of Guds in an expanding universe”, hvor 30 førende videnskabsmænd indenfor videnskabens forskellige grene har bidraget med. Eks. Biologen (Frank Alen), der har bevist, at verden umuligt kan være evig, men har haft en begyndelse og vil få en ende. Der er også Robert Maurice Budge (radaropfinderen), John Cleveland Kawthrone (prof, i kemi), John Herbert Blonde (prof. I fysis) for kun at nævne få. En anden berømt bog inden for den samme ramme er: ”man does not stand alone” af (Hexley)

Et bevis fra den Hellige bog al-Qurân som har gjort opmærksom på dette. Med en kort sætning siger al-Qurân at beviset er i os selv:
”Og I jeres selv. Kan I da ikke se?” {51:21}

Dybest set kan vi alle føle, at Gud eksisterer, for vores underbevidsthed tror på Allâh eksistens, men vores bevidsthed tror ved at se beviser/kilder.
Hvordan kan det endelig overhovedet lade sig gøre at benægte Guds eksistens, når vi selv er et bevis på, at Han eksisterer? Det er, som at når en tager dine penge i sin hånd, mens han benægter at han har taget dem, eller rørt ved dem.

Dette er kendsgerningernes kendsgerning, men hvordan kan det så være, folk ikke lægger mærke til det? Svaret er, at de ikke tænker på hvordan de selv blev til og mening bag at leve.
”De glemte Allâh, og Han lod dem glemme sig selv” {59:19}

De fleste mennesker som man ser ikke har troen i sig, se på hvordan de spiser, drikker, sover og vågner, er ivrige efter at opnå lyster, og frygter for at få smerter. De ønsker det bedste for dem selv og deres venner i dette liv. Det vigtigste som de ikke har, (troen) ligger en tom plads i deres dagligdage, og det tid bruges på alt mulig som er spild af tid.
Men en muslim nøjes ikke i dette liv med at kun spise og drikke, arbejde og forlyste sig. Han/hun spørger sig selv: Hvor er jeg kommet fra? Hvor skal jeg hen, Hvor er starten, og hvor er slutningen, Hvad er meningen bag ved min eksistens?

Hvordan kan mennesker skabe sig selv, når det har eksisteret, før det overhovedet havde fornuft og vilje?
Mennesket kan først huske om sig selv, fra der den ca. er 3 år gammel, og husker derfor ikke fødslen. Så er spørgsmålet: Hvem kan huske sin fødsel? Hvem kan huske, da de var i moderens mave? Hvordan kan man så sige, når man ikke engang viste, at man eksisterede, at man har skabt sig selv?

Hvad vil en ikke-muslim svare her, hvis du spurgte ham? Har han/hun måske selv skabt sig selv?, var det dig som valgte din mor, som skulle føde dig og dermed være en mor for dig? Eller af du skabt af ingenting?…
Er det mon, de ting, som allerede eksisterer har skabt dig? Som bjergene og havene, solen eller planterne? Det er simpel hen umuligt, for hvem har så skabt disse ting? Hvis den skulle havde skabt disse ting, som ikke har noget fornuft, hvordan kan du få fornuft så? Kan noget som mangler, give det til andre, når den ikke selv har – hvorfra og hvordan?

Dette var også profeternes fader Ibrahim (alâyhe wa as-sallâm)s tanker.
Han så en stjerne, lysende smuk på himmele. Han troede så at han havde fundet sin gud, men snart forsvandt stjernen, og månen kom frem. Han så, at månen havde et stærkere lys, og den var større end stjernen, så den måtte være guden. Han fulgte månen hele natten, og da dagen kom, forsvandt månen og solen kom frem for at dække månenes lys med sine stråler, da gav liv til jorden. Han sagde igen, at denne måtte være den rigtige gud. Men da solen også forsvandt og efterlod jorden i mørke, spurgte han: Hvad er det for en gud, som efterlader sit rige bag sig? Så er det ikke disse eksisterende ting som er guden. Jeg er heller ikke selv guden, da jeg ikke har skabt mig selv eller skabt noget som helst i denne verden. Derfor er der kun en mulighed tilbage, den rigtige, den sande, og alt andet er forkert: At der bag disse materieller skabninger er én Stor Gud, der evner. Han har skabt disse ting, og skabt mig og skabt alting.

Da natten dækkede ham med mørke, så han en stjerne. Han sagde: "Dette er min Herre." Men da den gik ned, sagde han: "Jeg elsker ikke de, der går ned." Da han så månen komme op, sagde han: "Dette er min Herre." men da den gik ned, sagde han: "Hvis ikke min Herre vejleder mig, vil jeg sandelig være iblandt dem, der blev vildledt." da han så solen komme frem, sagde han. "Dette er min Herre, dette er den største (af alle)." Men da den gik ned, sagde han: "O mot folk! sandelig undsiger jeg mig alt, hvad I associerer af partnere ved siden af Allâh (i tilbedelsen). Jeg har vendt mit ansigt mod Ham, Som skabte himlene og jorden; Hanifan (dvs. at man ikke tilbeder andre end Allâh), og jeg er ikke blandt afgudsdyrkerne" {6:76-79}

Dette bevises også med en enkelt sætning:
”Eller er de skabt af ingenting, eller har de skabt sig selv?” {52:35}


Naturens tilfældige skabelse

Mange, og speciel ateister plejer at sige; "Naturen har skabt mennesket", naturen har givet menneskerne fornuft.
Man må da tænke og spørge, hvad naturen betyder, Hvem har gjort naturen naturligt? Hvem har naturaliseret den? er det mon tilfældighedernes lov?

Det kan beskrives som hvis to personer tager ud til skoven, ser et tomt træhus med tæppe og ure, og den ene så vil sige: "Det er en eller anden som har lavet dette træhus og møbleret det". Den anden så ville svare: "Alt dette er naturens værk". At den første så siger: "Hvordan", og den anden svarede: "Hmm.. Jo, der var nogle træer stående her engang, hvorefter et stort vind kom over det, og de så alle blev samlet ét sted, og så med årenes løb blev samlet indtil det efter århundrede ved et tælfælde blev til vægge til træhuset? Så vil den første sige: "Hvad med tæpperne"? at den anden så svarer: "det skyldes nogle får, hvis uld fløj i luften, og blev blandet med andre farvede partikler, hvor derefter blev omdannet til tæpper". "Jamen hvad med urene så"?, "jamen det er var bare stykker af jern, der blev opslidte og pludselig gik i små runde stumper, da derefter så er blevet til runde ure".

Tænk og overvej lige den eksempel. Er vi virkelig så bageude at tro på naturen skulle skabe alt dette 'af sig selv?' Naturen har ikke fornuft, hvordan mon vi mennesker så kan have fornuft så, hvis vi stammer fra naturen? Vil i ikke give mig ret i at det må være skørt at tro på det eks.? For, hvor kom træerne fra? Hvor kom fåret fra?, og hvor kom jernet fra? - så de kunne danne ting efter sig..

Er det så også tilfældighederne der gjorde, at der i vores tunge er 9000 knuder, der anvendes til at smage med? Og at der i ethvert øre er 100.000 celler, som omfanger lyde? Og at der i ethvert øje er 1,3 mio celler til at omfange lyset med?
Hvis vi vender os til jorden, og alle dens hemmeligheder. Atmosfæren omkring den, og alt de levende organismer, der slet ikke kan ses el. føles. Oceaner, gigantiske bjerge og store dybe kløfter/huler. Hvad med solen som er 1 mio. gange større end jorden? Hvad med planeterne som er så store, at vi (mennesker) slet ikke kan forstiller os det, eller dens bevægelse som overskrider, hvad mennesket kan tro, uden at de støder eller røre hinanden? Hvad så med universen som er uden om jordens planet? Tænk, tænk og tænk min kære ven, uden at ville nare dig selv, kan alt dette virkelig passe at være tilfældighedernes værk?


Allâh er verdenernes Herre

Man skal have troen på at Allâh - (Gud) Alene har skabt verden og alt omkring og i den, dyrenes verden, planeternes verden, universet, hvad vi kan se og det skjulte for os, som vi ikke kan se. Han Alene har skabt alt dette, og lagt de naturregler i den måde, de fungerer på, som vi faktisk kun kender en lille brøkdel af. Han Alene ved og kender til alle detaljerne, og Han kender fra det mindste til det største på himlen og jorden.
"Og (der er) intet væsen på jorden, undtagen at dens provision hviler på Allâh. Han kender dets opholdssted og hvilested." {11:6}

"Og Han har skabt alting, og derpå bestemt et ret mål" {25:2}

"Han (Allâh) er med jer, hvor end I er, og Allâh ser alt, hvad I gør" {57:4}

”Han, Allâh er Én. Allâh, Den Uafhængige. Han føder ikke, og ej heller er Han født, og ingen er Hans lige!” {112: 1-4}

Alt mellem himlen og jorden er Allâhs Skabninger, og Han Alene er dens Rab/Hersker. Han besvare og laver det Han vil, og ændre ders tilstande til et andet som Han vil. Blot ved at sige: "Bliv til", og den blir til - "Kun fayâ kun"

"Allâh er Skaberen af alt. Og Han er Værger (Beskytteren) over alt. Ham tilhører himlenes og jordens nøgler." {39:62-63}

"...Og til Allâh tilkommer det største eksempel.."

Men så er spørgsmålet: "Er det nok kun at tro på Allâh som verdens Rab/Herre/Hersker, og så derefter gøre sig fortjent til blive kaldt "som troende" kapitlen? Svaret er enkelt og nej. At tro på Allâh som Verdens Hersker er nødvendigt, endda meget nødvendigt, men det er bestemt ikke not for at ses som troende muslim. Vi kan tage Qurâish stammen som eks. Qurâish stammen, som profeten Muhammad blev sendt til for at afvise deres afgudsdyrkelse og forkerte tro, plejede at bekræfte, at de troede på Allâh, når de blev spurgt. Selv iblis - (satan) som er den væreste af alle skabninger, afviste ikke troen på Allâh, og at Han var hans Herre. og som Qurâ'anen siger:
"Min Herre, giv mig da udsættelse til den dag, de oprejses" {15:36}
Så han erkender troen på Allâh.


Allâh - Universets Hersker

Troen på at, Allâh er universets Hersker og Forvalter som den der ejer og Forvalter sin ejendom. Han giver Alene liv, og tager det. Kan du f.eks. undgå døden og opnå evigt liv? Han er Alene den som giver sygdom, og helbred. Kan du helbrede et menneske, som Allâh ikke har ønsket skulle blive helbredt/rask? Han giver penge og prøver folk af med fattigdom. Han sender regnen og spreder tørken. Så vi f.eks. ikke Sunamien og den kæmpe oversvømmelse, så hele byen kom under vand, mens der på samme tid var tørke i indien? Hvem giver denne ene familie drenge, og det andet piger, og lader andre være uden børn, eller lader folk, der ikke kan få børn, føde?
"Han er den, der former jer i livmoderne, som Han vil. Der er ingen gud undtaget Ham, den Almægtige, den Alvise." {3:6}

Han Alene bestemmer døden til menneskerne, nogle kan dø som helt små, og andre har Allâh givet et høj alder at leve til.
Kan vi mennesker bestemme alle de eksempler som er nævnt her oven, og en masse andet?, svaret er Nej, bestemt og klart.

“... Og Han har ophøjet nogle af jer over andre i rang for at prøve jer i, hvad Han har skænket jer….”. {6:165}


Allâh som Den, der tilbedes

Mange erkender og tror på Allâh, og at Han er Den, der Hersker og Forvalter alting, men det er som sagt bestemt ikke nok. Der skal mere til før du kan kaldes som troende, og det er den fjerde sag, nemlig at Han Alene er Den, der tilbedes. Du skal erkender, at Allâh eksister, og at Han er verdenernes Herre, og at Han er verdenernes Hersker, og dermed ikke tilbede andre med Ham eller vende dig til andre i tilbedelsen.

Surâ Al-Naas, (mennskerne) som er den sidste surâ - (kapitel) i al-Qurân siger:
Sig: "Jeg søger tilflugt hos mennskernes Herre, Mennskenes Konge, Mennskenes Gud." {114:1-3}

Kilde: Generel instroduktion til Islam, af: Ali Tantawi