I Allâh Den Nådige Den Barmhjertiges Navn
Abdullah bin Umar (raa) beretter, at han hørte Profeten (Allâhs fred være over ham) sige:
” Islam er funderet på fem søjler; erklærer at der ikke er nogen anden gud end Allah (swt), og at Muhammad (saws) er Hans tjener og apostel; etablere salâh, betale zakaat, udfører haij og faste i Ramadan.”
I denne hadith sammenligner Profeten (Allâhs fred være over ham) Islâm med en baldakin, en tronhimmel – eller løst oversat et tag, der hviler på fem søjler. Shahâda er den første og centrale støtte, medens de andre fire er de resterende støtter, hver sit hjørne. Baldakinen kan umuligt stå uden den midterste støtte, præcis som den ikke kan holde hvis en af de andre fire mangler. I så tilfælde vil den bryde sammen/kollapse. På ganske eminent hvis har han (Allâhs fred være over ham) illustreret hvilken betydning disse fem forpligtelser – ahkaam – har for den enkelte muslim. At uden disse, fungere muslimen ikke optimalt, ej heller er han i stand til at leve op til sin Skabers lov og vejledning.
Lad os illustrere dette med et tilsvarende eksempel;
en muslim er som et lille hus. Det hviler på et fundament – shahâda – hvis denne ikke er stabil vil huset ligeledes være ujævnt, de fem søjler udgør de fem vægge hvorpå muslimens handlinger – taget – skal hvile. Alle dele er essentielle for at huset kan stå. En helhed der ikke lader sig gøre uden hinanden, hvis succes er hvad man higer efter.
De fem søjler er derfor de mest essentielle pligter der er pålagt den enkelte muslim, hvor af salat er den pligt der kommer næst efter Shahâda – deraf dens betydning og høje værdi og status hos Allâh swt;
Abdullah bin Masoud fortæller: ” En gang spurgte jeg Profeten (Allâhs fred være over ham), hvilken handling der er mest afholdt af Allâh (Subhana wa ta'âla). Profeten (Allâhs fred være over ham) svarede: ”Salâh” Jeg spurgte videre til hvilken derefter, og profeten (Allâhs fred være over ham) svarede; ”Venlighed over for forældre” Jeg spurgte igen hvilken derefter, og profeten (Allâhs fred være over ham) svarede; ” Jihâd”.
Og i Qur’ân siger Allâh (Swt) Den Almægtige:
”And enjoin salaat upon thy people and be thyself constant therein.” (20:132)
Således kan det slås fast, at salâh er fard, og at den er vigtig. Den har første rang blandt de handlinger som behager Skaberen mest, og er påbudt af Ham som den første åndelige og fysiske forpligtelse næst efter Shahâda. Ergo har vi forstået at Islâm bygger på fem søjler, som alle er essentielle – men bliver alle fem opretholdt? Er det således at alle muslimer, af kærlighed og frygt for Allâh (swt) opretholder salâh, som påbudt af Ham (Subhana wa ta'âla)?
Nej, sagen forholder sig betydelig anderledes. I dag er salâh en handling som glemmes i dagliglivets andre gøremål, rutiner og fristelser. Dens værdi og betydning er glemt, den er forringet til en sur pligt, der enten ikke tilsigtes at blive opfyldt eller opfyldes med hast – medens at tankerne er optaget af alle de verdslige gøremål som sindet er optaget af. Der var en tid, hvor sahâba karam hastede til moskeen når adhaan svøbte sig om deres øre - lod forretning være forretning. Der var en tid hvor sahâba karam i jihâds hede ikke glemte deres salâh, men stadig bad den. På trods af at fjenden var blot meter fra dem.
Abu Talha (raa) var engang i færd med at bede salâh i sin have, da hans blik fangedes af en fugl der fløj rundt derinde. Han glemte hvilken rak’ah han var nået til, og dybt ulykkelig og fortvivlet hastede han til Profeten (Allâhs fred være over ham). Han sagde; ”Ya Rasul'Allâh (saws), denne min have har været årsagen til afledning/bortledelse under min salâh. Jeg giver den væk i Allâhs Sag/på Allâhs vej. Brug den/gør med den som det forekommer dig bedst.”
SubhânAllâh, sikke en så stærk kærlighed til salâh, en sådan kærlighed og frygt for Allâh (Subhana wa ta'âla). Hvorfor? Hvorledes at disse eminente personligheder rummede denne dybe rene forståelse for salâh? Indsigt. En indsigt og viden om salâh betydning, værdi, belønning ved opretholdelse og ikke mindst konsekvens ved forsømmelse. De havde viden herom, og de forholdt sig til denne viden.
Abu Zar (raa) beretter at engang forlod profeten (Allâhs fred være over ham) sit hjem. Det var efterår og bladende var ved at falde af træerne. Han tog fat i en af træets grene, og dets (mange) blade begyndte at falde af. Ved dette kommenterede profeten (Saaws) :
”O Abu Zar, når en muslim beder sin bøn for at glæde Allah (swt), bliver hans synder skilt fra ham/forlader ham som disse blade har forladt/er faldet af dette træ.”
Så Barmhjertig er Skaberen, at handler mennesket efter Hans vejledning og hukm, får man ikke kun belønning – men tilgives ligeledes sine synder, insha'Allâh. Det skal pointeres at i denne hadith refereres der til de små synder vi begår dagligt, de kabaîr (store) synder tilgives kun ved taubah (at angre).
Men samtidig kan man tænke en smule dybere omkring taubah og salaat. Et menneske der i sandhed rummer imân, kærlighed og frygt for sin Skaber, vil arbejde for at undgå de kabaîr synder – vil undgå bevidst at begå forkerte handlinger i alle aspekter af sit liv. Når denne troende ville synde, som vi ikke kan undgå da vi er ydmyge fejlene slaver af Allâh (Subhana wa ta'âla), vil taubah være konstant – salât vil være midlet til at opnå Skaberens tilfredshed med én, og den vil være så fyldt med ydmyghed, frygt og kærlighed at taubah for ens synder vil vælde frem af sig selv.
”Seek Allah’s help with patience and salaat” (2:45)
En anden hadith beretter: Hadrat Abu Huraira (raa) fortæller at en gang spurgte profeten (Allâhs fred være over ham) sine sahâba;
”Tror I at møg/skidt kan forblive på en person der bader fem gange om dagen i en bæk der løber ved hans hus?” ” Nej” svarede sahâba. ” intet skidt/møg bliver tilbage.” Profeten (saws) sagde; ”Således er den samme effekt af salaat der bedes fem gange om dagen. Med Allahs Nåde vil den vaske alle synderne væk.”
Fem daglige salâh renser mennesket for det hav af små synder det begår hele tiden, oftest uden at bemærke det selv. Vor ubemærkethed skyldes ikke at disse syndige handlinger er umulige at se, eller at de på nogen måde er skjult for os – men derimod at vi er holdt op med tænke, overveje. Vi tænker ikke før vi handler, vi overvejer ikke et sekund inden vi åbner munden for at bringe en bemærkning eller udfører en bestemt handling. Vi gør det bare. Dermed bidrager vi til hvor regnskab med små synder konstant. Og hvad gør Skaberen? Han pålægger os at udfører salâh fem gange om dagen, som en renselse og vej til tilgivelse. Han giver os både middel og vejledning til at opnå ikke bare tilgivelse, men Hans Tilfredshed med os.
I en hadith berettes det, at en person der ligger sig til at sove med den niyah, at ville stå op til tahajjud, men ikke formår dette i det han/hun sover over sig får inshaAllâh den fulde belønning, svarende til udførelsen af fire raka’h af tahajjud…på trods af at han/hun ikke bedte den. Hvorfor? Fordi vedkommene havde den rette niyah/intention til at udføre denne ibadah til glæde for Allâh (Subhana wa ta'âla). Profeten (Allâhs fred være over ham) har sagt;
” Innamal ’a’mâlu bi niyât“ Alle handlinger er baseret på niyah.
Vi kan ikke eksisterer uden salâh – hverken nu, eller der, hvor vi vil stå til ansvar. I salâh ligger trygheden, kærligheden, sikringen, hengivelsen og frygten for Allâh (Subhana wa ta'âla) – i den ligger søgen efter hjælp fra Allâh (Subhana wa ta'âla). Det er ikke kun et hukm der skal opfyldes for at blive opfyldt, men den skal opfyldes fordi vi elsker Allâh (Subhana wa ta'âla) erkender Ham og Hans Lov – og underkaster os selv denne. Vi skal elske salâh. Vi skal elske den mere end vi elsker noget andet i denne verden. Vi skal elske den fordi Allâh (Subhana wa ta'âla) behages mest af denne handling, vi skal elske den fordi det er den bedste handling i verden – vi skal elske den fordi habib'Ullah (Allâhs fred være over ham) elskede den;
Aîsha (raa) beretter: ”En nat lagde han (Allâhs fred være over ham) sig ved min side, efter et stykke tid stod han op sigende: ”Now let me pray to my Lord, The Sustainer” Derefter stod han (Allâhs fred være over ham) i salât ydmyg foran sin Skaber, med så meget oprigtighed at tårene triller ned af hans kinder til hans (Allâhs fred være over ham) skæg og til hans (Saaws) bryst. Han bøjede sig derefter i ruku’ og sajdah, og hans tårer flød ned så hurtigt som før, og efter at han løftede sit hoved fra sujud fortsatte han med at græde på denne måde indtil hadrat Bilal (raa) kaldte til salât-ul- fajr. Jeg bad ham indtrængende; ”O Allâhs Profet, Du er syndfri, da Allâh har i sin Gavmildhed tilgivet dig alle synder(…) og stadig sørger du således.” Han svarede, ”Hvorfor skulle jeg da ikke da være en taknemmelig slave af Allâh?"
I flere sammenhænge svarede profeten (Allâhs fred være over ham) med disse smukke ord. Profeten (Allâhs fred være over ham) stod og græd natten lang i salâh. Profeten (saaws) – den syndfri, den masoom. Allâhs habîb. Bad indtrængende sin Skaber om tilgivelse, græd så hans kinder, skæg og bryst smagte hans tårer. Han der er lovet Firdaus i Jannâh, han der er lovet Kausar. Han græd, bad om tilgivelse. Han stod i salâh til hans fødder hævede. Og vi?
Vi ræser gennem vores salât – den skal bare bedes. Vi skal opfylde vores fard, skænker vi betydningen af den nogen tanke? Hans (Allâhs fred være over ham) elskede salâh, han (saaws) brugte enhver lejlighed til at bede salâh. Stormvejr, problemer eller svære tider. Salât var hans (Allâhs fred være over ham) løsning. Allâh (Subhana wa ta'âla) bedste løsning til mennesket. Og vi?
For os er han (saaws) det absolutte eksempel – som vi kun kan drømme om at efterligne efter bedste evne. Men før vi når så langt, skal vi huske at sahâba karam manifesterede denne forsøgen på at følge i hans (Allâhs fred være over ham) fodspor. De er vor ledetråde til at elske ham (Allâhs fred være over ham) endnu mere, gennem de beretninger der illustrerer deres uforbeholdne og fuldstændige kærlighed til ham (saaws), gennem en følgen i deres fodspor – og derved inshaAllâh rette vor forsøg til at blive bedre og bedre.
Jeg byder på et beskedent indblik i hvor meget de, disse eminente personligheder, elskede salâh;
Om Abdullah bin Zubair(raa) berettes det at han blev så længe i sujud at fuglene kom og satte sig på hans ryg. Nogen gange ville han blive i sujud eller ruku’ hele natten.
Om Umar (raa) berettes det at da han blev stukket ned under sit embede, hvad der blev årsagen til hans død, blødte han og var meget af tiden bevidstløs. Men hver gang han var ved bevidsthed, bedte han ved salâh tid – i den tilstand han var i. Han sagde; ”Der er ingen plads i/ del i Islâm for den der forsømmer salaat”
Om Uthman (raa) berettes at han ville være optaget af salâh hele natten, og gjorde Qur’ân færdig i én raka’t.
Om Khubaib (raa) berettes det at da han stod overfor sin henrettelse, efter at Qur’aish havde taget ham til fange, bad han om at få lov til at bede to rak’ah salâh. Da han var ved at blive spiddet af fyrre spyd, og blev spurgt om ikke han nu ønskede at Muhammad (Allâhs fred være over ham) var i hans sted, og han selv fri, svarede han; ”Ved Allah Den Mest Ophøjede, jeg vil ikke tolerere at en torn stak profeten (saaws) som løsesum for mit liv.”
Disse mennesker var af en usædvanlig støbning. Netop derfor er de ikke bare en motivation, men et middel til at nærme os Allâhs (Subhana wa ta'âla)'s habîb. Vi kan ikke læse Qur'ân færdig i løbet af en raka't - eller ti. Eller ligge i sujud hele natten. Nogen kan måske, Allâhu Alim, men sandheden er at vi stadig er på begynder niveauet - og Alhamdulillâh at vi er det. Alhamdulillâh at vi dog befinder os på et islamisk grundlag, forsøger at leve derud fra. Lad disse eminente personligheder være os en motivation, en glæde - en kilde til kærlighed til dem og HabîbUllah - dermed i sidste ende Allâh (Subhana wa ta'âla).
Muslimer, der har imân (tro) men ikke forholder sig i praksis, lever i en ubalance med sig selv. De mister så meget af denne underkastelse overfor Allâhs Nåde, Barmhjertighed – Mægtighed. Går glip af livets essens.
Han har påbudt os fem salâh, som vi forsøger at opretholde - og i langt de fleste tilfælde er det en kamp. Både hvad angår at bede dem, og at opretholde den bedste koncentration muligt. Allâh Ved hvilken kamp så mange af os kæmper på det område. Og tænk, Han (Subhana wa ta'
âla) havde oprindeligt påbudt os 50 salât om dagen. SubhânAllâh for Hans Nåde og Mildhed.
Nu hvor vi har kastet et beskedent blik på de goder som salâh er fyldt med, i uendelige mængder – nu hvor vi har berørt dens rehmat og lykkebringende budskab i et sekund, lad os ligeledes betragte de konsekvenser, der er ventende for den som forsømmer Allâhs (Swt) hukm;
I en hadith beretter Abu Qutaadah bin Rab’iyy (raa) at han hørte profeten (saaws) fortælle: Allâh har sagt: ”O Muhammad! Jeg har påbudt fem gange daglig salâh for din ummah/ dine tilhængere ( thy followers ). Jeg har lavet en pagt (covenant) med Mig Selv at den som er kontinuerlig (regular) i at udfører sin salâh inden for dens fastsatte timer (fixed hours), han vil få adgang til/ få Paradis ( be admitted into the Paradise). Dem af dine tilhængere der ikke værner om deres salâh, vil ikke blive inkluderet i denne pagt (covenant)"
Det kan ikke udtrykkes mere tydeligt! Om end en anden hadith mere bogstaveligt forklarer hvad denne indeholder;
Hadrat Jâbir bin Abdullah (raa) beretter at han hørte profeten (saaws) sige: ”At forsømme salâh er at blive forbundet/ linked med kufr. At forsømme salâh er at blive forbundet/linked med kufr og shirk. Forsømmelse af salâh er det eneste der skiller mellem imân og kufr (partition between iman and kufr)”
Salâh skal bedes. Der eksistere ingen undskyldning, ud over de shariat-mæssige givne årsager, for ikke at bede salâh. Ikke engang under jihâd forsømte sahâba karam deres salâh. Bevidst forsømmelse af salâh accepteres ikke, det er en handling der tilsidesætter Skaberens Lov og Hukm – en utænkelig handling for et menneske med imân. Det er en unaturlig tilstand, at være overbevist om Hans (Subhana wa ta'âla) eksistens og Herredømme, og stadig vove at forsømme Hans (Swt) påbud. Salâh er det første vi kommer til at stå til regnskab for på Yaum Al Qiyamah. Det første vi vil blive spurgt om: Har du bedt dine salâh? Har du? Hvad vil vi svare? Den dag vil vor tunger være bundet af sandheden.
En hadith berettet af Naufil bin Mu’aamyah (raa), hvor han hørte profeten (saaws) sige; ”Et menneske som har misset én salâh, er som en der har mistet hele sin familie og velstand/rigdom”
I en anden hadith raporteres han (Allâhs fred være over ham) for at have sagt;
"Et menneske der forsømmer sin salâh ( selv om han gør op for den bagefter) vil forblive i Helvede i en periode af en Haqb. En Haqb svarer til 80 år af 360 dage hver, og én dag i Det Næste Liv, vil svarer til et tusind år af denne verden.”
Og ;
"Ti mennesker vil blive tortureret særligt i Jahannam, en af dem er den der forsømte sin salâh. Han/ hun vil få sine hænder bundet medens at engle vil slå vedkomne i ansigtet og på ryggen. Jannah vil sige til vedkomne;” I mig er der ingen plads til dig.” Og Jahannam vil sige til vedkommene; ” Kom til mig. Du er for mig og jeg er for dig.”
Og en til;
Der er en dal i Jahannam ved navn LamLam, der er infesteret med slanger så tykke som en kamels hals og så lange som en måneds rejse. Et menneske der forsømmer sin salâh vil blive straffet i denne dal.
Og til sidst;
En dal i Jahannam der hedder Sorgens Hule – den er infesteret med skorpioner så store som muldyr. En person der forsømmer sin salâh vil blive straffet her.
Det er ikke hensigten at prædike eller skræmme folk til at bede, forståelsen for salâh skal funderes på lige dele kærlighed og lige dele frygt for Skaberen. Det er en kærlighedshandling, det er en Gudsfrygtshandling, en imânhandling. Den skal ikke kun rumme kærlighed til Skaberen, men frygt. Så når vi bøjer os i sujûd, når vi er Ham (Subhana wa ta'ala) nærmest, lade vor ydmyghed fylder vor væsen og lade vor kærlighed til Ham (Swt) komme til udtryk hånd i hånd med frygten for Hans Vrede, Hans straf – for vi er i sandhed de værste syndere. Vi skal huske konsekvensen af vore valg – kende dem.
Salâh er midlet, til ikke bare af få tilgivelse men opnå Hans (Subhana wa ta'âla)s kærlighed og tilfredshed. Hvordan kan vi underminere denne handling til noget rutineret – noget vi bare lige skal gennemføre? Underminere dens vigtighed? Vi hverken kan eller må. Det er Hans (Swt) hukm, det er hvad profeten (Allâhs fred være over ham) elskede – hvorfor gør vi det så ikke?
Salâh er ikke en ufrugtbar pligt, det er ikke en handling Allâh (Subhana wa ta'âla) har påbudt os uden grund. Der ligger så meget shifa/tilgivelse/redning i denne handling. Ikke mindst belønning. Allâh (Subhana wa ta'âla) giver os en vej ud af synd og straf, og skænker os tilmed belønning for at følge denne vejledning. Bare det at vores synder tilgives. Bare det at vi kan glæde Ham (swt). At Han måske bliver tilfreds med os – skænker os Jannah gennem Sin Nåde og Tilfredshed med os. At kunne glæde Ham (swt) er en belønning i sig selv.
Lad os bestræbe os på at være blandt dem hvis ansigter vil lyse på Yaum Al Qiyamah, InshaAllah.
Kilde: 1 – 18 - Faza’il-E-A’maal af Sheikul hadith Maulana Muhammad Zakariyya Kaandhlawi; ”Virtues of salaat”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar