At angre - (tawbah)

I Allâhs Navn, Den Nådige Den Barmhjertige - (Bismillahi'r Rahmane'r Raheem)

Allâh har skabt mennesket og ladet det vokse på grund af kærligheden til dette nære liv og forhåbninger om at leve længe. Tiltrækningen af velfærd, penge og kontakt med der andet køn. Vrede og ønsket om at slå andre og tage hævn. Et selv som beordrer lyster og med kærlighed til at, som er forbudt. Dertil kommer en forstrækning af disse lyster fra negative magter, først og fremmest fra satan. Konsekvenserne af dette er naturlig nok, manglende lydighed og at blive involveret i synder. Men hvad kan man gøre for at slippe fra straffen for ulydighed og konsekvenserne af synd?
Allâh den Barmhjertige har åbnet døren til tawbah (angeren) for dette menneske.

Allâh siger til mennesket; Du har mulighed for at få slettet enhver synd fra din bog, som om den aldrig har eksisteret. Ikke nok med det, men måske er det oven i købet muligt, at det dårlige, som er skrevet i stedet bliver skrevet blandt det gode.
"..Undtagen den, som angrer og tror og handler retfærdigt. For deres vedkommende vil Allâh forandre dårlige handlinger til gode handlinger, og Allâh er Tilgivende, Barmhjertig" {25:70}

Døren til Tawbah er åben, og lukker ikke før Dommedagen eller så længe, man ikke ligger på dødslejet, i det øjeblik, hvor sjælen når synkestedet, så ophæves muligheden for tawbah. I dette øjeblik bliver alting tydeligt, og man opdager, at sendebudet har talt sandt, og derfor er det så ingen mening i at bede om tilgivelse.

"Angre til Allâh gælder kun for dem, der handler i uvidenhed og så hurtigt angrer. Dem vil Allâh være tilgivende overfor, og Allâh er Vidende, Alviis. Men tawbah er ikke for de, som gør dårlige handlinger, indtil døden nærmer sig en af disse, og så siger han: Nu angrer jeg - og heller ikke for dem, der dør som vantro. For disse har Vi beredt en smertelig straf." {4:17-18}

Den første betingelse for tawbah er, at stoppe med den dårlige handling og have en beslutsomhed om ikke at vende tilbage til den.

Tawbah har en sjæl og en krop. Sjælen er at føle synden som skadelig og urovækkende. Kroppen er at stoppe med at synde. Hvis man på sin rejse møder et skilt, der fortæller, at denne vej ikke fører til det sted, man skal til, så føler man, at man har lavet fejl. Denne følelse er naturlig, og hvis ikke det var for kendskab til det forkerte, så fandt man ikke den rigtige vej. Vælger man blot at kende til fejlen, men fortsætte ad samme vej, så gavner dette kendskab ikke meget. Tværtimod, så er man en større synder, og man bærer et større ansvar, for den uvidende kan måske være undskyldt for sin uvidenhed, men den, der kender vejen og afviger fra den helt bevidst, har ingen undskyldning.
Den første type uvidende mennesker kaldes ifølge al-Qurân for de "vildfarne", mens den anden gruppe af mennesker kaldes for "de, der har vakt Allâhs vrede". Det skyldes, at de udmærket klar over det korrekte, men bevidst gør det forkerte og kalder til det.
Den anden betingelse for tawbah er, at bytte den slette handling ud med en godhed. Al-Qurân siger:

"Og hvis de, der tror på Vores åbenbaring kommer til dig, så sig: Fred være med jer! Jeres Herre har forskrevet Barmhjertighed for Sig Selv, at de af jer, som gør ondt i uvidenhed, og derefter angrer og gør godt vid, at Allâh er Tilgivende, Nådig." {6:56}

"... Undtagen de, der angrer derefter og retter op på det." {3:89}

"Undtagen de, der angrer og forbedrer og søger beskyttelse og styrke hos Allâh og lader deres tro være fuldstændig for Allâh" {4:146}

Desuden gælder det, at man er oprigtig i at rette op på fejlen, og at man oprigtigt forlader synden, og at man oprigtigt fastholder intentionen om ikke at vende tilbage.
Sker det så alligevel, og på trods af disse nævnte betingelser, at man begår fejlen igen, så skal du vide, at du altid kan angre igen og igen. Men er man fra starten ubeslutsom og uoprigtig, så er tawbah ikke oprigtigt ment og derfor ikke accepteret. Dette gælder alle gerninger, som Allâh alene kræver af dig, men når tawbah også gælder andre menneskers rettigheder, så tilføjes der endnu en betingelse til de nævnte.

Hvis du har været uretfærdigt mod en person eller har taget hans penge, slået ham eller bagtalt ham, vidnet falsk imod ham, spioneret imod ham eller udbredt falske rygter om ham, så er du nød til at give denne person sin ret tilbage, alt efter hvad du har forvoldt vedkommende af skade. Her gælder det ikke kun at angre med tungen og være oprigtig fra hjertet samt beslutte ikke at vende tilbage mere. Her er en fjerde betingelse nødvendig: nemlig at rette op på den skade du har forvoldt den skadede, på den måde det bedst kan gøres. Gør du ikke det, så har Allâh advaret dig om, at regnskabet vil blive gjort på på den sidste dag, hvor du vil afgive belønningen for dine gode gerninger til den, du har forvoldt skade i dette liv, eller at du vil påtage dig straffen for hans dårlige gerninger.
Tawbah døren er altid åben. Det skal alle vide, så man ikke føler sig fortabt og opgive Allâhs tilgivelse.

"Sig: O mine tjenere, der har udstrakt sig for meget til skade for dem selv, opgiv ikke Allâhs Nåde, Allâh tilgiver alle synder, Allâh er Den tilgivende, Den Nådige.” {39:53}

Tawbah betyder dermed, at man forlader det dårlige og udfører det gode, mens tilgivelse betyder, at man beder Allâh om tilgivelse, som Allâh har beordret os , at vi skal gøre:

”Han har udviklet jer af jorden og gjort jer til stedfortræder på den, så bed Ham om tilgivelse og derefter skal I angre til Ham.” {11:61}

”Og bed Allâh om tilgivelse og derefter skal I angre til Ham, min Herre er Den Nådige, Den elskende” {11:90}

”Oh mit folk, bed Allâh om tilgivelse og derefter skal I angre til Ham.“ {11:52}

De, som gør den største synd, nemlig de, der benægter Allâh, afgudsdyrkere og de, der dyrker andre guder ved siden af Allâh, har ingen håb om tilgivelse.

”Allâh tilgiver ikke at man tilbeder andre end Ham, og Han tilgiver foruden dette, hvem Han vil.” {4:48 }

Selv om gudsbenægtere og afgudsdyrkere er større i synden end bogens folk, så gælder dette vers for alle, som benægter Allâh som den eneste ene og tilbeder Ham.
Synderne iblandt muslimerne, der døde med troen på Allâh, men uden at angre oprigtigt, vil være under Allâhs ønske og vilje. Hvis Allâh ønsker det, så vil de blive tilgivet, og hvis Allâh ønsker det, så vil de blive straffet.

”Og Han tilgiver foruden disse, hvem Han ønsker.” {4:48 }

Ingen skal fristes til at tage let på Ildens straf eller tro, at den er nem. Vores jordiske ild, som er en gave og en nydelse for os, kan vi ikke holde ud i få sekunder. Hvordan vil vi så holde Helvedesilden ud, når den er blevet ophedet mange tusinde gange mere end jordens ild. De der angre, vil Allâh tilgive og forsyne i Sin gavmildhed.
Men de, der angre, inden de når at fuldføre synden, er større i belønningen og nærmere Allâhs tilgivelse og gavmildhed end den anden. Den person, der bliver fristet til zina (utugt), men anstrenger sig i sidste øjeblik for ikke at gøre det, der vækker Allâhs vrede og personen ihukommer Allâh, har fortjent en stor belønning for denne udholdenhed og styrke. Lykkelig er dette menneske, som Allâh yder denne styrke og støtte, så at det bliver muligt at undgå, hvad Allâh har forbudt. Derfor skal ingen fristes til at prøve at begå synder i håb om tilgivelse, idet man så er lig den person, der indtager virusen fra en farlig sygdom. Hvis det lykkedes for ham at undgå døden, så har vedkommende opnået en restance, men chancerne, for at det lykkedes, er få i forhold til chancerne for at dø eller få en alvorlig sygdom. Synder svækker faktisk restancen mod at vende tilbage igen, og derfor er det at begå en synd ikke det samme som at holde sig på afstand fra den, selv om synderne har tawbah som en redningsline.

Ønsker du derfor at bestå og leve i sundhed fra ondt, så forbyd dig selv vejen til synder, og hold dig langt væk fra deres vej, og undgå at komme nær de mennesker, der går syndernes vej og opfordrer til dem. Din ven vil påvirke dig, og den enkelte følger gruppen. Den du går med afspiller det, du er optaget af, og som det gamle visdomsord siger: (fortæl mig hvem du er ven med, så vil jeg fortælle, dig hvem du er).

Kilde: Generel instroduktion til Islam, af: Ali Tantawi